4. Mødet på åstedet
Herunder finder du information omkring mødet på åstedet
4.1. Mødets indledning.
Landinspektøren skal ved påbegyndelsen af skelforretningen konstatere, om indkaldelsen til mødet har fundet sted som foreskrevet. Er det ikke tilfældet, bør skelforretningen ikke fortsættes, medmindre alle de indkaldte parter er mødt og giver samtykke til, at der ses bort fra fejlen. Er indkaldelsen forskriftsmæssig, kan skelforretningen fortsættes, selvom en part er udeblevet.
Landinspektøren skal desuden oplyse parterne om reglerne om skelforretninger i udstykningslovens kapitel 5 og i bekendtgørelse om skelforretninger, herunder om reglerne i bekendtgørelsens §§ 10 og 11 om opgørelse af omkostningerne ved skelforretningen og om mulighederne for fordeling af disse mellem parterne ved hegnsynet eller retten samt muligheden for, at staten betaler omkostningerne.
4.2. Inhabilitet.
Landinspektøren skal være opmærksom på, om bestemmelserne i landinspektørlovens § 5 om inhabilitet hindrer, at han forestår skelforretningen. Bestemmelsen om, at landinspektøren er inhabil, hvis han ”er interesseret i sagen på en måde, der i øvrigt kan vække tvivl om hans upartiskhed”, kan undertiden give anledning til tvivl. Landinspektøren kan navnlig tænkes at være inhabil efter denne bestemmelse, hvis han tidligere har afsat det skel, som skelforretningen angår, eller har en særlig forretningsmæssig tilknytning til den ene part i skelforretningen. Om landinspektøren er inhabil beror på de nærmere omstændigheder. Hvis landinspektøren finder, at der foreligger omstændigheder, der kan give anledning til tvivl, bør han oplyse parterne om forholdet. Har parterne ingen indsigelser imod, at han forestår skelforretningen, kan parternes skriftlige erklæringer derom indhentes. Rejser parterne indsigelse om, at landinspektøren er inhabil, bør skelforretningen udsættes, indtil Kort- og Matrikelstyrelsens afgørelse om habilitetsspørgsmålet efter landinspektørlovens § 5, stk. 3, foreligger, medmindre indsigelserne er åbenbart grundløse.
Landinspektøren gør sig ikke inhabil ved at foretage undersøgelser eller opmålinger på ejendommene, før skelforretningen afholdes. For at undgå unødige indsigelser om inhabilitet, er det imidlertid hensigtsmæssigt, at landinspektøren underretter parterne samtidigt og på samme måde om undersøgelserne eller opmålingerne og deres formål.
4.3. Grundlaget for afgørelsen.
Det påhviler alene landinspektøren at fremskaffe de oplysninger, som er nødvendige for at træffe afgørelse om ejendomsgrænsens beliggenhed. Landinspektøren må sammenholde og vurdere alle foreliggende oplysninger, herunder oplysninger fra matriklen, forholdene på stedet, parternes og andres forklaringer, de foreliggende dokumenter samt andre oplysninger, for eksempel om eksisterende hegns alder eller om regler eller sædvaner for placering af hegn i forhold til skel. Anser landinspektøren det under skelforretningen for nødvendigt at søge forholdene yderligere belyst ved mundtlige forklaringer fra andre end de indkaldte, må forretningen udsættes, og de pågældende indkaldes. Oplyses parterne ikke under forretningen om tidspunktet for dens genoptagelse, skal tidspunktet meddeles dem med mindst 14 dages varsel, jf. § 2, stk. 3, i bekendtgørelse om skelforretninger. Landinspektøren skal sikre sig bevis for, at meddelelsen om tidspunktet for sagens genoptagelse er kommet frem til parterne med det foreskrevne varsel.
Personer, der møder under skelforretningen, har ikke pligt til at udtale sig og udtaler sig ikke under vidneansvar. Indkaldes de som vidner under en efterfølgende retssag, vil de almindelige regler om vidnepligt og -ansvar derimod være gældende.
Opstår der under skelforretningen spørgsmål, som henhører under domstolene – for eksempel spørgsmål om, hvorvidt ejendomsgrænsen er ændret som følge af, at parterne har indgået aftale derom, som ikke er blevet berigtiget i matriklen – må skelforretningen hæves, jf. afsnit 1.
Bliver ejerne under skelforretningen enige om en anden beliggenhed af skellet end den, som landinspektøren anser for den rette, må skelforretningen også hæves, og forandringen må gennemføres ved arealoverførsel.