3. Indkaldelse
Herunder finder du information omkring indkaldelse
Skelforretningen indledes med et møde på åstedet. Ifølge § 2, stk. 1, i bekendtgørelse om skelforretninger skal landinspektøren indkalde ejerne af de ejendomme, som skelforretningen angår. Hvis skelforretningen er rekvireret af en anden end ejerne, skal vedkommende også indkaldes. Parterne skal indkaldes med mindst 14 dages varsel, og parterne skal således modtage indkaldelsen mindst 14 dage, før mødet afholdes. Parterne har ikke pligt til at møde under skelforretningen. Et eksempel på indkaldelse til en ejer, der ikke er rekvirent af skelforretningen, findes som bilag 1.
Landinspektøren skal sikre sig bevis for, at indkaldelsen er kommet frem til parterne, og at det foreskrevne varsel er overholdt. Indkaldelsen kan for eksempel sendes til parterne med rekommanderet brev. I tilfælde af, at en ejer nægter at afhente eller modtage det anbefalede brev, må indkaldelsen i stedet forkyndes for vedkommende ved stævningsmand eller på anden måde efter reglerne i retsplejelovens kapitel 17 om forkyndelse i borgerlige sager. I sådanne tilfælde vil det oftest være mest hensigtsmæssigt at lade indkaldelsen forkynde for vedkommende ved stævningsmand. Henvendelser om foretagelse af sådan forkyndelse rettes til retten i den retskreds, hvor vedkommende har bopæl. Der henvises i øvrigt til bekendtgørelse nr. 256 af 20. juni 1972 om forkyndelse.
I tilfælde, hvor en ejendom er overdraget, men adkomst for erhververen endnu ikke er tinglyst, skal landinspektøren indkalde begge til skelforretningen, hvis overdragelsen fremgår af tingbogen ved, at erhververens skøde er tinglyst foreløbigt, eller hvis landinspektøren på anden måde bliver opmærksom på overdragelsen.
Landinspektøren kan anmode andre end parterne – for eksempel en tidligere ejer – om at møde under skelforretningen, hvis landinspektøren antager, at de kan bidrage med oplysninger om skellets rette beliggenhed. Sådanne andre har ikke pligt til at møde og udtale sig.
Ifølge § 2, stk. 1, i bekendtgørelse om skelforretninger skal landinspektøren senest ved indkaldelsen oplyse parterne om, at de kan anmode om, at hegnsynsmænd deltager i skelforretningen. Ved indkaldelsen bør landinspektøren endvidere oplyse, hvem der er indkaldt som parter i skelforretningen, samt hvilke andre landinspektøren har anmodet om at deltage i forretningen. Det bør også fremgå af indkaldelsen, at parterne kan foreslå landinspektøren at indkalde andre, som efter vedkommendes mening kan bidrage til belysning af skelspørgsmålet. Endvidere bør det fremgå af indkaldelsen, at parterne kan give andre fuldmagt til at møde på deres vegne under skelforretningen. Et eksempel på en skriftlig fuldmagt findes som bilag 2.
Om hegnsynsmænds deltagelse i skelforretninger bemærkes, at de ikke er forpligtet dertil efter udstykningslovens bestemmelser. Der er imidlertid intet til hinder for, at hegnsynsmænd imødekommer en parts ønske om, at de deltager i en skelforretning for at bidrage til sagens oplysning. De almindelige regler i bekendtgørelse nr. 1079 af 11. december 1996 om vederlag til hegnsynsmænd omfatter ikke hegnsynsmænds deltagelse i skelforretninger, og hegnsynsmænd kan i disse tilfælde selv fastsætte deres vederlag. Omkostningerne ved hegnsynsmænds deltagelse medregnes efter § 10, stk. 2, i bekendtgørelse om skelforretninger til sagens omkostninger.
Landinspektøren bør ved eventuel rådgivning af en part om tilvejebringelse af oplysninger til sagen gøre denne opmærksom på, hvad der kan forventes medregnet til sagens omkostninger, jf. afsnit 8.