Det er ikke nogen hemmelighed, at en skelforretning er omkostningstung. Hvis du begærer skelforretningen, er det dig som i første omgang skal betale omkostningerne. Senere kan dele eller hele omkostningen ende hos modparten eller det offentlige. Læs mere om fordelingen af udgiften og hvem der bestemmer fordelingen her.
Omkostningerne
Salær til landinspektøren vil typisk udgøre omkring 50-70.000 kr. i sig selv. Derudover vil landinspektøren ved et skøn fastlægge, hvor meget det har kostet parterne i sagen at undersøge forholdene omkring skellet. Der kan være udgifter til forkyndelse af indkaldelse og udgifter til Hegnsynsmænd, hvis det har været nødvendigt med deltagelse derfra. Landinspektørens afgørelse af hvilke omkostninger der anses for rimelige, kan kun ændres ved domstolene. Fordelingen af omkostningerne er dog en anden sag.
Landinspektørens rolle
Hvis der opstår uenighed om fordelingen af udgifterne, kan landinspektøren ikke træffe afgørelse om fordelingen af omkostningerne. Landinspektøren laver dog en udtalelse omkring skelforretningen. Udtalelsen vil blandet andet angive, hvem der rekvirerede skelforretningen, hvordan skellet var afmærket, begrundelsen for afgørelsen af sagen og en opgørelse over omkostningerne ved sagen.
Udtalelsen vil blive sendt til dig, og du vil herefter have 8 uger til at afgøre, om du vil have Hegnsynet til at afgøre spørgsmålet om udgifternes fordeling.
Afgørelse ved Hegnssynet
Hegnsynet kan pålægge parterne en fordeling af udgifterne. De vil fordele udgiften ud fra en vurdering af blandt andet parternes interesse i sagen. Det vil sige, at hvis det har været af stor værdi for modparten at få skellet klarlagt, vil der være større sandsynlighed for, at han også skal tage del i udgiften. Udgiften kan også flyttes til modparten, hvis modparten kan siges at have være skyld i tvisten. Det vil også tillægges betydning, at modparten ikke har villet respektere et skel, som dog har fremstået tydeligt.
Det, at få sagen om omkostninger afgjort ved Hegnsynet, har selvfølgelig sin helt egen omkostning. Denne udgift fordeles som regel mellem parterne.
Retssag om skellet
Spørgsmålet om udgiftens fordeling kan også træffes af retten. Dette kan ske i to tilfælde. For det første hvis afgørelsen af skelforretningen indbringes for retten. I dette tilfælde vil omkostningsspørgsmålet også kunne afgøres under retssagen, hvis det bliver påberåbt. Hvis skelforretningen er indbragt for retten, kan hegnssynet ikke træffe afgørelse om omkostninger – heller ikke selvom sagen for retten kun omhandler skellet. Dette gælder dog ikke, hvis retssagen om skellet er anlagt efter særlig tilladelse efter fristen for sagsanlæg på 8 uger.
For det andet kan domstolene træffe afgørelsen om fordelingen, hvis du eller modparten vælger at indbringe spørgsmålet for Retten. Det skal ske indenfor 4 uger fra du har modtaget afgørelsen.
Domstolene vil ved deres afgørelse også lægge vægt på, hvem af parterne der har interesse i at få fastslået skellet, baggrunden for at der blev holdt skelforretning og hvad resultatet blev.
Forskellen i en afgørelse fra Hegnsyn og en afgørelse fra retten
De to instanser, Hegnsynet og Retten, afgør ikke spørgsmålet, om fordeling af udgifter helt ens. Hegnsynet vil nemlig fastslå i hvilket forhold omkostningerne fordeles, mens Retten derimod vil fastslå præcist med hvilke beløb hver af parterne skal betale.
Dækning fra det offentlige
Hvis du står i den situation, at dækning af omkostningerne til skelforretning er særligt byrdefuldt for dig, kan du ansøge Geodatastyrelsen om at afgøre, om din del af omkostningerne skal dækkes helt eller delvist af det offentlige.
Styrelsen vil lave et skøn over, om det fandtes rimeligt, at skelforretningen blev afholdt. Hvis du ikke rekvirerede skelforretningen, vil de skønne over, om du er blevet pålagt sagen uden rimelig grund.
Derudover kræves det, at du vil lide væsentlige afsavn ved at skulle betale omkostningerne. Dette kan for eksempel være, hvis du har en lav indkomst. Vurderingen af dette svarer til den vurdering, der ville blive lavet hvis du søgte fri proces.
Du kan ansøge om dækningen allerede inden skelforretningen rekvireres, men det kan også gøres senere.
Hvis parterne har truffet en aftale, om at de hver skal betale halvdelen af omkostninger, kan staten også pålægges at betale for parten. Staten kan kun pålægges at betale mere end halvdelen af udgifterne, hvis denne fordeling er fastsat af Hegnsynet eller Retten.
Udbetaling af pengene sker først, når fordelingen af sagens omkostninger er endelig fastlagt.
Afgørelsen fra Geodatastyrelsen kan påklages Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet. Fristen for det er også 8 uger.
Det er også muligt at få staten til at dække udgiften til behandling ved Hegnsynet. Igen afhænger dette af partens økonomi og selve sagen.